STEM for verdensmålene

Ungdomsuddannelserne / biologi, kemi, fysik / 2021

Gennem en stribe videoer har vi omsat den nyeste forskning på DTU Aqua til højaktuel STEM-undervisning. Vi portrætterer unge forskeres arbejde, så elever på ungdomsuddannelserne bliver inviteret indenfor i en ellers svært tilgængelig forskningsverden. De unge forskere præsenterer deres innovative arbejde, der har potentialet til at løse nogle af de klima- og miljømæssige udfordringer verden kæmper med lige nu. Videoerne er også med til at tegne et billede af hvordan et arbejdsliv kan se ud, hvis man vælger at læse biologi, kemi eller fysik på universitet.

Kunde

DTU og Mellemfolkeligt Samvirke


OPGAVEN

DTU og Mellemfolkeligt Samvirke ønskede at forene den nyeste forskning på DTU Aqua og Verdensmålene for bæredygtig udvikling i et engagerende undervisningsmateriale til de danske ungdomsuddannelser. Målet har været at skabe undervisningsmateriale, der skaber identifikation hos de unge og opleves relevant i deres hverdag.

LØSNINGEN

STEM for Verdensmålene er udviklet i samarbejde med danske og udenlandske ph.d.-studerende samt gymnasielærere. Videoerne tager afsæt i de helt store udfordringer: verdens befolkning vokser enormt, vores fødevaresystem sætter kloden under pres og det er svært at gennemskue konsekvenserne af klimaforandringerne. Men fremtidens forskere er drevet af at udvikle løsninger, og videoerne viser overraskende sider af livet som forsker. Vi ser Louise og Anders i arbejdstøjet ombord på togtskibet DANA med kurs mod Arktis for at tage vandprøver på dybhavet og tælle fisk. Vi er med Manon på Skandinaviens første industrielle insektfabrik, hvor der arbejdes med fluelarver for at gøre industrielt fiskefoder bæredygtigt. Vi tager med Daniel under overfladen i Limfjorden for at se konsekvenserne af eutrofiering, og hvordan muslingeopdræt kan løse udfordringen samtidig med at være en kilde til bæredygtigt og velsmagende protein.

STEM for verdensmålene er et samarbejde mellem

DTU Aqua og Mellemfolkeligt Samvirkes skoletjeneste Verdensklasse.

Projektet er finansieret af Novo Nordisk fonden

og er udgivet på Verdensmålene.dk

CHRISTIAN RIISAGER-SIMONSEN

Forskningspolitisk medarbejder

DTU Aqua

Det har virkelig været en fornøjelse at se, hvordan Travers er lykkedes med at formidle vores instituts tekniske og naturvidenskabelige forsknings- og innovationsprojekter til nye målgrupper. Deres håndtering af vores medarbejdere såvel som vores emner er blevet håndteret med stor forståelse og dedikation, så alle har følt sig godt tilpas i processen, og er blevet glade for resultatet

 

FLERE VIDEOPROJEKTER

Vi har lavet en lang række videoprojekter for forskellige kunder. Du kan f.eks. også kigge på vores 17 verdensmålsfilm for Mellemfolkeligt Samvirke eller vores minidokumentar om fremtidens mad for Bugging Denmark